Rødbede, grønkål og linsesalat

Rødbede, grønkål og linsesalat
En salat, der udgør et helt måltid. Proteiner, vitaminer og kulhydrater i en lækker forening!

Opskriften er som med alle andre salater blot vejledende - det betyder, at man kan justere efter smag og behag!

Jeg bruger noget i retning af:
 
1 kg rødbeder . et lille bundt grønkål . 100 g linser fra Puy
2 laurbærblade . 1 lille bundt persille . 1 lille syrligt æble
2 spsk dijon sennep . saft & skal af 1 citron . 1 tsk honning
salt og peber . 1 skalotteløg . 3 spsk olivenolie . 2 skiver rugbrød
1 lille håndfuld hasselnødder

Start med at vaske rødbederne, læg dem i et ovnfast fad og bag dem ved 200 grader i ca 40 minutter eller til de er møre og samtidigt stadig har lidt bid.

Sæt derefter fadet i køkkenvasken og hæld koldt vand over, hvorefter du nemt kan "smutte" skrællen af. Skær rødbederne i mundrette tern eller både.

Mens rødbederne bager koges ca 100 g linser møre i vand tilsat lidt salt, stilkene fra persillen og 2 laurbærblade.

Pisk en dressing af sennep, salt og peber, olivenolie, honning og citronsaft og -skal.

Vend de lune rødbedetern i dressingen.

Skær rugbrødet i tern og vend dem sammen med grofthakkede hasselnødder i en smule olivenolie og salt. Spred tern og nødder ud på en bageplade beklædt med bagepapir og rist blandingen i 15 min i en 200 grader varm ovn.

Nu er du klar til at samle salaten!

Fisk persillestilke og laurbærblade op fra de kogte linser og smid dem væk. Linser tilsættes nu rødbedeternene sammen med fintsnittet grønkål. Bland det hele godt sammen og smag til med ekstra salt og citronsaft, hvis du synes.

Læg salaten i et smukt stort fad og pynt med æblet, der er skåret små tern, finthakket persille, rugbrøds/nøddecrunch og til allerslut skalotteløget, som er skåret i meget fine skiver.

God appetit !



You may also like View all