Mød mit sted i Atlasbjergene

Mød mit sted i Atlasbjergene

Det er næsten 50 år siden, Nabils far købte et stykke af en æbleplantage i dalen Ouirgane, som ligger ved foden af Nordafrikas højeste bjerg, Toubkal, ca én times kørsel syd for Marrakech. Nabil fortæller, hvordan hans far brugte det meste af sin og familiens fritid med at starte opførelsen af Domaine de la Roseraie, et traditionelt Marokkansk bjergresort, som i dag har 42 værelser fordelt i mange småbygninger, en moderne pool og et 200m2 stort yogastudie. Når man går en tur i det enorme haveanlæg, der er ligeså stort som knapt 50 fodboldbaner!, er det svært at forestille sig, at der ikke var andet end blot æbletræer, da de første roser blev sat i 1969 og tanker for en bygningsmasse opstod. Nabil fortæller, hvordan man slæbte sække med cement med fra Marrakech, 2 ad gangen, for mere kunne man ikke fragte! 

I dag er det Nabil og hans søster, der står for driften af hotellet, som i løbet af de seneste par år har gennemgået en større renovering af bygningsmassen – for at gøre det konkurrencedygtigt, så hotellet har mulighed for overlevelse. Hvis bygningerne har været lidt forsømte over tiden, så har haveanlægget ikke manglet omsorg. 16.000 rosenplanter – (fordelt på forskellige 5000 sorter!), granatæbler, urtehave, olivenlund, citrustræer, palmer, kallaer i hundredevis og masser af blomster og buske, jeg slet ikke kender til pryder på allerfineste vis med en 360 graders udsigt til Atlasbjergene. 

Det er 5 år siden, jeg besøgte La Roseraie for første gang – og jeg har været tilbage rigtig mange gange siden – for stedet betyder noget ganske særligt – det er et udtryk for det originale, det simple, det upolerede liv. Blot én times kørsel fra en topmoderne by med supermarkeder, cafeer og restauranter, er der ikke meget her, der er, som vi kender det. Det ER fattigt og simpelt. Jeg spørger Nabil, om den lokale befolkning er tilfredse, om de er ok med, at vi turister kommer og bruger af den fantastiske natur, at vi går anderledes (let) påklædt i forhold til det, der er Berberfolkets beklædning, om vores relative rigdom anstøder. Nabils tanker derom er, at den lokale befolkning er taknemmelige for, at den sparsomme turisme skaber arbejdspladser og dermed giver de små bjergbyer en mulighed for overlevelse. 1200 sjæle tæller den lille by, 50 er ansat på La Roseraie -  mange er 3. generation! Og det er også min fornemmelse – vi bliver hilst på altid med smil og spørgsmålet om, hvordan vores børn har det! Om de da ikke er med denne gang – hvad de laver osv. Det føles rart!

Yogashalaen er helt ny – den ligger på første sal med en fin udsigt til bjergene med lydspor fra floden; rislende i oktober og brusende i marts, hvor sneen på bjergene er i fuld gang med at smelte. Vandet opsamles i et kæmpe reservoir, der blandt andet er med til at sørge for, at der kan skylles toiletter og vandes haver i Marrakesh! Jeg drømte om præcist sådan et sted til yoga, længe før yogastudiet var bygget – Nabil og hans søster, som for få år siden overtog roret fra deres far, havde de samme tanker;-) Det hele fremstår i dag perfekt og efter et møde med Nabil i går er det det meste faldet på plads i forhold til Bella Belugas første yogaretreat<3