Grønkålsgremolata

Grønkålsgremolata

Jeg elsker at tænke på mad, tale om mad, lave mad (til andre især) og at spise dejlig mad.

Det er noget, jeg har øvet mig på i rigtig mange år. 

Dét, at ydmyge ingredienser bliver til noget, der er smukt at se på, nærer og samler folk er utroligt belønnende.

Og aldrig bliver man færdig med at møde nye aha-oplevelser.

Sådan gik det i sidste uge, hvor denne variation af gremolata ​​fik sin debut hos os.

Hvis du har en blender eller foodprocessor, så tager det blot et minut ... uden maskiner kræver det en smule snittearbejde. Det er nemlig det, en “gremolata” er - finthakket grønt drys!

Du skal bruge:
5 stilke frisk grønkål, skyllet og ribbet
1/2 smagfuldt æble
1 tynd skive økologisk citron, vasket for du skal bruge skallen også
salt
1/2 fed hvidløg
2 spsk oliven olie
en lille håndfuld mandler, hakket og let ristet på en tør pande

 

Med undtagelse af mandlerne hakkes alle ingredienser til du opnår en ensartet masse. Det skal ikke være for groft ... og heller ikke for fint!

Drys med letristede hakkede mandler og server, som du ville en frisk, smagsfuld salat som tilbehør til ALT!